Traditionelle tunesiske døre

dddd

Den idylliske fiskerlandsby, Sidi Bou Said ca. 20 km nord for den tunesiske hovedstad, Tunis. Husene er hvide og dørene er meget store og meget blå med smukke mønstre skabt af dørenes sorte nagler.

De traditionelle tunesiske dørpartier, der tryllebinder enhver med interesse for kultur og fotografering,  udtrykker både Tunesiens arabiske identitet og dets koloniale fortid.

Tekst og foto af Ole Jensen.

Dørpartierne er store, de har stærke farver og en særegen og kunstfærdig ornamentik, udført med det metal, der holder dørene sammen. De er meget høje og brede og de skal imponere.  De skal fortælle om beboernes sociale og kulturelle status, men først og fremmest skal de kommunikere magt.

Sidi Bou Said – landsbyen med de blå døre

Man kan ikke tale om tunesiske døre uden at fokusere på landsbyen Sidi Bou Said, en fiskerlandsby i nord tunesien og nær den gamle romerske by Karthago, omkring 20 km fra hovedstaden Tunis.

   Her er der en helt egen atmosfære. Husene er hvide og velholdte, toppede brosten, og overalt rød blomstrende Bougainvillea mod de hvide vægge. Og så de blå og ornamenterede dørpartier.

   Det var først og fremmest den franske rigmand, Baron Rodolphe d’Erlanger (1872–1932), der satte de blå og hvide farver på paletten for Sidi Bou Said . De skulle signalere en  fusion mellem islamisk kultur og middelhavsarkitektur.

   Området var på dette tidspunkt en fransk koloni og d’Erlanger overbeviste koloniadministrationen i Tunis om at indføre hans hvid-blå forestillinger om, hvordan den lokale arkitektur skulle udformes. Da det var et af den franske administrations adelsmærker at tjene den franske adels interesser, blev  e’Erlanger’s arkitektoniske strategi gennemført så langt som mulig. Resultatet af denne sammenblanding mellem kolonimagt og lokal kultur, kan opleves i  Sidi Bou Said i dag.

   Som en anerkendelse af d’Erlanger’s indsats blev hans hjem paladset Ennejma Ezzahra (Venus Stjernen), efter uafhængigheden i 1956 åbnede som museum. Paladset betragtes som et enestående eksempel på arabisk-.islamisk arkitektur.

   Blandt Sidi Bou Said  ca. 6000 indbyggere tæller mange velhavere og kunstnere. Landsbyen er på Unescos’ Verdensarvsliste. For den, der har rejst rundt i det øvrige Tunesien, kan byen godt forekomme som lidt af en kulisse.

   Men smuk er den.

Døre er et symbol

Blå dørparti i Sidi Bou Said med kunstfærdig udsmykning udført med sorte nagler.

I Tunesien er døren mellem den ydre verden og den private sfære et symbol på de værdier, som dem der bebor huset ønsker at vise omverdenen, det de finder vigtig. Dette understreges af dørens imponerende størrelser.  Ikke bare skulle man kunne gå ind gennem dørpartiet, man skulle også kunne ride igennem med to ryttere side om side. Man ser ofte en eller to dørhammer foroven  og en på højre side lidt længere nede. Den eller de øverste var traditionelt til benyttelse for dem, der kom ridende  og for husherren og den nederste til højre, der ofte er monteret på en lille dør-i-døren, var for kvinder og børn.

    Et meget typisk træk er også de sorte naglehoveder der danner forskellige dekorative, meget smukke, arabiske symboler. På nogle dørpartier er naglehovederne så talrige, at de danner optrukne linjer.

Blåt dørparti i Medinaen i Tunis, hvor det omgivende murværk er belagt med mosaik.

    I Medinaen i Tunis er dørpartiernes farver meget varierende mellem gule, blå, hvide og ufarvede eller brune døre. Dørpartiet er ofte  formet som en hestesko og omfavnet af sandstenssøjler.  Langs udkanten af Medinaen ses byportene og andre officielle bygninger, hvis arkitektur til forveksling ligner den, man finder blandt de private bygninger.

   Man kan derfor forestille sig, at de private med arkitekturen på de ydre dørpartier, de valgte at pryde deres private hjem med, følte sig inspireret til at signalere, at her bor folk af anseelse og som er en del af eliten.