Opfattelsen af kvinder i middelalderens Danmark var funderet på overtro og skabte modsætninger mellem mænd og kvinder. Kvinderne tiltrak så at sige det underjordiske og djævlene kunne virke gennem dem. Dette syn fik konsekvenser for de følgende århundreder.
Tekst og foto af Ole Jensen.
Vi er i Tuse Kirke lidt vest for Holbæk. På kirkevælvet ser vi et kalkmaleri fra ca. 1475 af Isefjordsmesteren, der forestiller en kvinde, der på hver side er omgivet af to grotesk malede djævle. Kvinden er i færd med, at kærne smør og djævlene intimiderer hende ved, at den ene har taget fat i kærnestaven, mens den anden har fat i hendes skuldre og fastholder hende. Kjolen på hendes venstre lår er gledet op under den venstre balde. Hun er tydeligvis skræmt, mens djævlene morer sig kosteligt.
Det samme gentager sig på et andet kalkmaleri overfor af samme mester, hvor en kvinde tapper øl fra en tønde. Her morer djævlene sig med at tage i en tønden, mens den anden har en pind eller et rør op mellem hendes ben. Her er kvindens kjole igen skubbet væk, så hendes lår er blottet.
Nu kunne man måske tro, at den slags grovheder var en undtagelse blandt de omkring 2000 kirker, der blev bygget (og utallige af disse fra tidligere endda ombygget og udvidet) i middelalderen. Men det var ingenlunde tilfældet. De findes mange steder. De er heller ikke blandt de groveste.
Der eksisterede, mente man i datiden, en helt speciel relation mellem kvinderne og djævelskabet. Kvinderne tiltrak så at sige det underjordiske og djævlene kunne virke gennem dem.
Overtro og kvindesyn i middelalderen
Lad os lige først sætte scenen: Langt den overvejende del af befolkningen boede på landet og var bønder og analfabeter. I den første del af middelalderen var Danmark præget af krige og magtkampe om kongemagten, hvor de små høvdingedømmer blev ryddet af vejen. Og endelig: Fra ca 1350 kom den altødelæggende pandemi: Pesten, eller den sorte død, hvor ca. 40% af befolkningen omkom. Pesten betød også, at der opstod de såkaldte ødegårde, og der kom stor mangel på arbejdskraft. Det betød, at bønderne efterhånden kunne forbedre deres livssituation, fordi de stod i en forbedret forhandlingssituation, omend på en ulykkelig baggrund.
Middelalderen var også den periode, hvor kvindens rolle blev fastlagt for de følgende mange århundreder. I vikingetiden var mange mænd på togt langt væk fra hjemmet og kvinderne indtog en relativ selvstændig rolle, med ansvar både for produktion og for hushold.
Efterhånden som vikingetiden rindede ud, blev mændene igen bofaste. De tog igen den ledende rolle i den lokale økonomi og produktion, og kvinderne blev drevet tilbage til hjemmet. Kvindens rolle på landet var at tage vare på husholdet: At føde børn og passe de små, lave mad, lave tøj, bistå med husdyrene, herunder at kærne smør, ølproduktion osv. De var mandens ejendom, på linje med kvæget.
For kvinderne kunne alt gå galt
For en kvinde kunne alt gå galt. Børnene var dødfødte eller fødtes med misdannelser. Smørret blev dårligt – eller ville ikke kærnes, men blev ‘slimet’ eller blev til sejt skum (‘fråde’). Øllet – som på grund af det forurenede vand, var uhyre vigtig både for børn og voksne – kunne let blive dårligt i byggeprocessen.
Alle disse dårligdomme, havde en helt speciel årsag, mente man: At ’det onde’ virkede gennem kvinderne og fra disse forplantede sig til det, de beskæftigede sig med. I middelalderen var verden befolket med overnaturlige skabninger, dæmoner og fantastiske væsener som elverne. Mange af dem var specielt aktive om natten, hvor alt kunne optræde forhekset og være farligt. Men det onde kunne også manifestere sig via kvinderne og fra dem, til f.eks. smørret de kærnede.
Kirkens rolle
Kirken var særlig befordrende for denne overtro i middelalderen. For overtro kunne udnyttes til at maksimere magten.
Middelalderen var den periode, hvor Danmark blev etableret som en stat med et defineret territorium. Det skete gennem krige, politiske alliancer og andre svinestreger. Man viklede sig ud af vikingetidens høvdingedømmer. Det foregik alt sammen i en tæt og aktiv alliance med kirken, der voksede sig stor og allestedsnærværende. Men det skete uden opgør med den gamle asetro.
Den gamle gudeverden levede for en tid videre og skiftede så langsomt form og indhold. Men overtroen levede videre. Og fra slutningen af 1300-tallet til Reformationen i 1536, blev den forstærket. Måske fordi befolkningen oplevede større økonomisk frirum, og kirkens budskaber stod svagere og den reagerede følgelig. Kirken indførte for eksempel de såkaldte ’afladsbreve’ , hvor man kunne afkorte sin tid i Skærsilden. På kalkmalerierne så man flere og flere forfærdelige og skræmmende dommedagsscener. Og blandt bønderne og de fattige på landet, kunne man, som ovenfor vist fra Tuse Kirke, opleve skræmmende djævle og andre ugudelige væsener i aktion på kirkens hvælv – af alle steder.
Den katolske middelalderkirke i Danmark nærede sig ved i sin dødskamp før reformationen ved at forstærke og fastholde overtroen over for kvinderne og skabe modsætninger mellem mand og kvinde.
Dette kvindesyn var med til at skabe klangbunden for de kommende århundreder med bl.a. hekseprocesser, der i Europa kostede mellem 40 – 50.000 livet og i Danmark omkring 1.000. Og som kalkmaleriernes skildring af kvinder og trolddom, fastholdt de en forvredet og mystificerende modsætning mellem mænd og kvinder.
Link til min online webshop:
