Hvordan males et kalkmaleri? Først og fremmest handler det selvfølgelig om at give de hellige skrifter og historier et kunstnerisk udtryk. Men når det er sagt, er det et spørgsmål om kemi. For det afgør, hvordan farverne binder til murværket og det meget afgørende: Maleriets holdbarhed.
Tekst og foto af Ole Jensen.
Overordnet set skal man skelne mellem, hvordan kalkmalerier blev malet i den tidlige middelalder, d. v. s. den romanske periode og den senere gotiske periode. Hvordan et kalkmaleri blev malet i de to perioder, var væsentlig forskellige, men fungerede i øvrigt sammen.
Den tidlige romanske periode
Metoden i den romanske periode kaldes på italiensk Fresco Secco – d.v.s. ‘tør fresco’. Det færdige, tørrede, murværk får påført farverne sammen med en binder, når underlaget er tørt.
Farverne trænger ikke igennem og ind i væggens puds. I stedet skaber pigmenterne en overflade film. Denne metode er ikke særlig holdbar og farverne kan skalle af. Men fordelene var, at metoden gav kunstnerne mere tid til arbejdet og de kunne retouchere på maleriet, ligesom den var god til detaljerne, der krævede større præcision.
Den gotiske periode
Metoden, man primært anvendte i d en senere gotiske periode, kunne man på dansk kalde for vådt-i-vådt, på italiensk buon fresco (sand fresco). I princippet består processen af to på hinanden følgende lag, gips og sand, som påføres væggen.
“Besøgelsen” fra Mørkøv Kirke. Maleriet er udført af Isefjordsmesteren i det 15. årh. og viser i trekvart profil Jomfru Maria (tv) der besøger Elizabeth, der begge er gravide, omfavne hinanden.
Samtidig overfører kunstneren en fuldskala, forberedende tegning af billedet, der skal males.
Det endelige, glatte underlag (intonaco) påføres derefter over det areal af væggen, som kunstnerne kan male på én gang. Grænserne for dette område blev omhyggeligt afgrænset langs konturlinjerne, så kanterne eller samlingerne af hver efterfølgende sektion af frisk puds, er umærkelige. Disse sektioner kaldes giornate, et “dagsværk”.
Aftegningen holdes derefter mod den friske intonaco og stilles omhyggeligt på linje med de tilstødende sektioner af malet væg. Tegningen tjener derefter som en guide til slutligt at male billedet i de endelige farver.
En korrekt forberedt intonaco vil holde på fugten i mange timer. Når kunstneren fortynder sine farver med vand og påfører dem med penselstrøg på pudsen, opsuges farverne i overfladen, og efterhånden som væggen tørrer og stivner, trænger pigment partiklerne ind og binder sig sammen med kalk- og sandpartiklerne i murværket. Dette giver farverne stor bestandighed og modstandsdygtighed over for ældning. De er nemlig nu efter endt tørring en integreret del af vægoverfladen, snarere end et lag maling ovenpå.
Hvælv og delvis vægge i Fanefjord Kirke på Møn udgør et sammenhængende ‘lærred’ for Elmelundemesteren, der ved slutningen af det 15 århundrede gennemillustrerede kirken med motiver fra Det gamle og Det nye Testamente. Dette er et af de bedste eksempler på den gotiske stilart i Danmark.
Den gamle metode blev et supplement til den nye
Freskomaleriet stiller store krav til kunstnerens tekniske færdigheder. Han skal arbejde hurtigt mens pudset stadig er vådt. Hvis han ønsker at rette fejl, skal dette gøres på et frisk lag gips eller ved at bruge secco-metoden (at male på tør væg). Secco-metoden blev også ofte brugt til at tilføje forskellige detaljer i al-fresco maleriet. Den gamle, romanske metode, uddødede sålesdes ikke, men blev et suplement.
Her er et link til mine plakater med kalkmalerier: https://postertale.historiebloggen.com/collections/frontpage