En ridder i middelalderen var andet og mere end en kriger til hest. Så hvordan blev man ridder? Det var en kultur, som kun de færreste kunne tilhøre, og det var et langt og hårdt læringsforløb.
Tekst og foto af Ole Jensen.
At blive ridder begyndte i den tidlige barndom og ofte langt fra hjemmet. Man lærte om alt det, der udgør begrebet ridderlighed og dygtiggøre sig i kamp. Men den afgørende forudsætning for at blive ridder var, at man tilhørte den øverste del af samfundet.
Kun for medlemmer af adelen
Kampklar ridder med lanse i gallop. Det var sikkert enhver drengs drøm at blive ridder, men det var kun for de færreste: Ens slægt skulle nemlig være adelig.
Kun medlemmer af adelen kunne blive riddere, og det var en titel, man skulle gøre sig fortjent til.
Uddannelsen startede ganske tidligt og gerne i 7 – 10 års alderen. Her kom det unge menneske i lære hos en passende familie, en herremand eller en adelsmand og gerne i udlandet.
Her var det i første omgang kvinderne, der tog sig af ham. Her lærte han, hvordan en ridder opførte sig. At danse og hvordan man opførte sig i stort og småt, om det kristne budskab og barmhjertighed overfor de svage og galanteri over for kvinderne. Kort sagt det vigtige kodeks: Ridderlighed.
Der var også plads til den begyndende oplæring i krigskunsten sammen med en passende voksen kriger: Man skulle lære at vedligeholde ridderens udstyr, og heste og drengen deltog i jagterne.
Senere, måske omkring 15 års alderen, kunne den unge mand blive væbner. Som væbner kunne han tjene en ridder. Denne havde ansvaret for drengens videre uddannelse og denne skulle være ridderen behjælpelig i stort og småt. Det gjaldt også, når ridderen drog i krig.
Vigtigt var naturligvis, at ridderen hjalp sin væbner videre ud i krigskunsten: Brugen af lanse og sværd, bære den tunge rustning og at ride med hele udrustningen.
At blive slået til ridder
Efter mange års træning kunne man blive ridder, ofte omkring 21 års alderen. Man blev ‘slået’ til ridder af kongen og her afgav man sit ridderløfte. At jeg:
– Lover overfor Gud den Almægtige, jomfru Maria (og kongen) at jeg vil beskytte den hellige, kristne tro
– Vil værne om den hellige kristne tro og kirke
– Bekæmpe uret og styrke fred og ret
– Beskytte forældreløse børn, jomfruer, enker og de fattige
Aftenen før han modtog ridderslaget, opholdt han sig i bøn hele natten i en kirke, hvor han bad til Gud. Ved daggry blev han badet og iførte sig en hvid skjorte, en guldtunika og en purpurfarvet kappe. Derefter blev han slået til ridder.
Kåringen som ridder skete ofte i forbindelse med større kongelige begivenheder, som for eksempel i forbindelse med en kroning eller bryllup. I forbindelse med kroningen af Erik af Pommern i Kalmar i 1397, blev 133 mænd slået til riddere.
Middelalderens stærkeste militære enhed
To riddere kæmper på en tuneringsplads. Man ser træsplinter flyve rundt i luften, efter at lansen har amt sit mål. Det skyldes, at spidsen af lansen var beregnet til at gå i stykker, når man kæmpede for sportens snkyld, så ingen kom alvorlig tilskade. Det lykkedes dog langtfra.
Ridderne var middelalderens stærkeste militære enhed. De kunne ride frem på slagmarken i tæt formation og med fældede lanser og ledet af deres lensherrer. Under ridderne var der hjælpetropper som tvangsudskrevne bønder og bueskytter.
Normalt konfronterede ridderne ikke modparten i åbne slag. Den foretrukne strategi var at belejre fjendens borge og plyndringstogter i baglandet, for at svække fjendens forsyninger.
Som kampen udviklede sig – måske blev lansen knust – kæmpede ridderen videre med sine nærkampsvåben, sværd og økse. Ud over disse våben, havde ridderen sit skjold, der bar hans mærke og dermed identificerede ham. I første omgang var disse våbenmærker personlige, men i løbet af middelalderen gik de over til at identificere den familie, han tilhørte.
Vejen til samfundets top
At være ridder var noget man gjorde sig fortjent til og der lå heller ikke i titlen en garanti for, at man blev indlemmet blandt samfundets øverste. Men det var et godt udgangspunkt, hvis man var af den rette støbning.
Middelaldersamfundet var ekstremt voldeligt og kulturen aggressiv. Ridderen var med sin udviklingsproces fra barndommen et direkte resultat af dette. De ustandselige kampe omkring kongemagten og de kampe, der bølgede frem og tilbage under denne, var direkte og indirekte riddernes slagmark. Her var de spydspidsen i kampen for deres herremænds interesser.
Dette lyder måske modsætningsfyldt, når man betænker, at de nye riddere lige har aflagt troskabsed til kongen. Men kongemagten var ikke entydig. Den var i høj grad relativ – og til tider sammensat af så modsatrettede interesser, at det var umuligt at regere som konge. Disse interesser var formuleret af ‘håndfæstninger’. Det var en kontrakt mellem kongen og hans adel, der fastlagde, hvad den selvsamme konge måtte og ikke måtte, og under hvilke forudsætninger, det ene eller andet skulle foregå.
I denne kamp blandt adelen og mellem kongemagten og adelen, var der vindere og tabere. Dette var også tilfældet for ridderne, der var indlejret i de forskellige grupper via slægtskab.
Det var ofte med den spidse ende af en sænket lasse, at magtkampene blev afgjort. Det gjaldt også den videre vej til samfundets top. Således havde medlemmer af Kongens Rigsråd ofte en baggrund som ridder.
Riddernes tid løber ud
Soldat med et gevær, primært udført i træ. Manden lige bag ved den forreste er der for at antænde geværets krudtladning. Der er fundet lignende håndskydevåben ved Valdemar Atterdags Gurre Slot fra slutningen af detr 14. Årh. Indførelsen af skydevåben markerede begyndelsen til enden for riddertiden.
I løbet af senmiddelalderen blev ridderskabet mere og mere udvandet, idet ridderslaget primært blev givet som en æresbevisning til udvalgte dele af aristokratiet. Samtidig skete der også en udvanding af riddernes militære betydning, der blev overtaget af lejede landskængte. De var effektive, så lang tid, de fik betaling. I modsat tog de den selv og gik over til plyndring.
Tildeling af Elefantorden, som Christian 1. stiftede i 1457, er et af de første eksempler på, at ridderskabets tid som militær slagstyrke var forbi.
Læs også artiklen om ridder Jørgen: https://historiebloggen.com/middelalderens-barmhjertige-ridder/