Farverne i middelalderens kalkmalerier var enten meget dyre og kom langvejs fra, for andre var de at finde næsten lige uden for kirken. Men mange ændrede farveudtrykket over tid.
Tekst og foto af Ole Jensen.
Når kunstnerne skulle vælge farverne til middelalderens kalkmalerier stod de ikke kun overfor en artistisk udfordring, men også at ikke alle farver – eller pigmenter – kunne anvendes. De skulle nemlig kunne bruges i det kemiske miljø, som murværket opbød. Farveudtrykket var også bestemt af, hvilke historier der skulle fortælles.
Basisk murværk
Det er et fint kalkmaleri, men det indikerer også et af de vigtige problemer, der er diskuteret her i artiklen, nemliog afblejning af farverne og ænding af selve farveudtrykket.
Murene og pudset var basiske (d.v.s høj pH-værdi). Farverne i middelalderens kalkmalerier skulle være tilpasset dette, således at de ikke blev nedbrudt ved den høje pH-værdi i murværket.
Når man i dag besøger en af vore ca. 600 kirker med kalkmalerier, undrer man sig måske over, at kalkmalerierne ofte fremstår mere eller mindre afblegede. Og farverne fremstår måske noget mystiske. Men da de blev malet, var de en farvepragt. Hvordan hænger det sammen?
Kalkmalerierne blev udsat for mange miljømæssige påvirkninger, siden de blev malet for 800-1000 år siden. Kirkernes murværk og hvælv blev udsat for kulde om vinteren og fugt trængte igennem. Sollyset og dets ultraviolette stråler påvirkede farverne. Der var sikkert masser af kunstige lyskilder som stearinlys og måske fakler, der tilsodede væggene. På samme vis satte menneskelige uddunstninger og sved i murværket og dermed i kalkmalerierne.
Det betød alt sammen, at der over tid blev tilført en overflade, der fik kalkmalerierne til at fremstå grumsede. Bag sløret af snavs blev farverne for evigt afblegede. Nogle farver ændrede sig tilmed. Og kalkmaleriernes overflader skallede af.
Derfor er der betydelig forskel mellem, hvordan kalkmalerierne oprindeligt fremstod og hvordan vi i dag kan opleve dem.
Farverne man anvendte
Farverne i middelalderens kalkmalerier, kan overordnet opdeles således:
Blå – I den romanske periode kom farven blå primært fra den ekstrem dyr og sjældne sten, lapis lazuli. Den findes i det nuværende Afghanistan og er en halvædelsten. Fra slutningen af 1200-tallet overtog mineralet azurit, som var kobberholdigt, i markedet. Ved slutningen af middelalderen dukkede kobolt op på scenen, som er et blandingsprodukt. Men under alle omstændigheder var den blå farve ekstremt dyr. Derfor ser man også kun få blå farver i middelalderens kalkmalerier.
Rød – Dette er en af de mest anvendte farver i middelalderens kalkmalerier. Den røde jernoxid kommer fra ler. Farveudtykket rangerer fra rød til rødviolet og til rødbrun og brun. En anden kilde til rødlige farver var cinnober, der kommer fra kviksølvsulfid. Den giver et orangerødt farveudtryk, men over tid ændrer den sig til sort.
Både jernoxid og cinnober findes overalt i naturen. Men man benyttede sig også af en syntetisk farve, nemlig mønje. Det er et pigment, der fremstilles af orangerød blyoxid.
Grøn – Fremstilles af kobberklorid eller af malakit, som er en blanding af kobberkarbonat og kobberhydroxid. Begge har været kendt siden oldtiden.
Gul – Dette er igen en af farverne, der kommer fra ler. Navnlig jernoxid, også kaldet for okker og anvendt siden oldtiden.Andre gule pigmenter er auripigment der giver et stærkt orange-gult farveudtryk og er en vulkansk jordart og blytingul, der giver et noget blegt udtryk.
Sort og hvid – Dette er egentlig ikke farver. Sort lavede man ved at knuse brændte knogler eller ved hjælp af sod eller trækul. Hvidt fik man fra kalken, som man anvendte overalt i kirken. Meget anvendt i middelalderens farvepalette var forskellige grå farver, som kommer fra at blande sort og hvidt.
Farvernes symbolik
Farverne i middelalderens kalkmalerier havde i høj grad deres helt egne sybolikker. Hver kunne de udtrykke helt specielle menneskelige følelser eller tilstande.
Hvid kunne symbolisere tro, glæde , renhed og lykke
Blå blev forbundet med det guddommelige og med naturen.
Gul symboliserer både rigdom og mådehold
Sort indikerer alt det dårlige – djævel, ulykke, uvidenhed, synd.
Grøn er håbets farve, kyskheden, paradiset og det evige liv.
Rød var lidenskabens farve. Det udtrykte kærlighed, Kristus sår, Helvedes Flammer og Helligånden
Men helt upåagtet af, at de enkelte farver havde deres egne særegne symbolske betydninger, var der sikkert også plads til en del kunstnerisk frihed. Hvis det passede kunstneren at bruge en sort farve i en sammenhæng der udtrykte glæde – ja, så gjorde han det nok!
Bevaring af kalkmalerierne efter Reformationen
Efter Reformationen i 1536 i de protestantiske lande huggede man de katolske kalkmalerier ned fra væggene i mange lande og erstattede dem med hvidt kalk. Men ikke i Danmark.
Her fik de lov til at forblive på væggene og hvælvene, nogle indtil i dag, andre blev malet over med kalk, når man blev trætte af at se på dem. Og det var faktisk rigtig godt.
Man kan sige, at jo før de bliver hvidtet over, desto bedre. For det lag kalk man påførte væggene, beskyttede kalkmalerierne mod alle de skadelige miljøpåvirkninger fra menneskelige aktiviteter. Når man så fjernede kalket ved restaureringsarbejdet mange hundrede år efter, fremstod det gamle kalkmaleri i en rimelig tilstand.
Uden at vid e det, bidrog man i fortiden til at bevare kalkmalerierne i Danmark for nutiden.
Du læse mere om kalkmalerier i denne bog: DE MALEDE FANDEN LØS – middelalderens kalkmalerier