De venetianske karnevalsmasker er en tradition fra middelalderen og er dybt forankret i bystatens historrie og løsslupne kultur.
Tekst og foto af Ole Jensen.
Venedig var, som resten af datidens Europa, dybt katolsk, og de ofte ekstreme festligheder, som karnevallet og maskerne førte med sig, var en pavelig vederstyggelighed. Men de var ustoppelige, indtil der kom hjælp udefra.
At være til stede, men ukendelig! Inqocnito! Man behøver vist ikke at være særlig speciel forskruet i hovedet, for at se det fristende i dette. Læg dertil et samfund domineret af den moraliserende katolske kirke og et stærkt, opdelt klassesystem. Det kunne sikkert af mange opleves som stærkt begrænsende. Lysten til at bryde ud af den rolle, man var blevet tildelt, var høj. Prisen var lav: Få fat i en dragt og en maske og så kører det. Man kunne kaste sig ud i det venetianske karnevals og maskerades vanvid og måske skifte klasse eller måske sengepartner. Det var en dødssynd.
Venedig – en bystat
Karnevallet og de uløseligt forbundne masker, stammer tilbage fra det 13. århundrede. Hvor magtkampene i Danmark gennem middelalderen var fokuseret på at skabe en samlet stat, var situationen i Italien en helt anden. Italien eksisterede overhovedet ikke, men bestod af et område, opdelt i et utal af indbyrdes konfliktende stater, heraf nogle bystater. Venedig var en sådan bystat, iøvrigt bestående af knap 120 øer.
Venedig var umådeligt rigt. Velstanden kom i stort omfang fra handelen med luksusvarer fra Østen og via Konstantinopel, det nuværende Istanbul i Tyrkiet. Det var da også bysbarnet, Marco Polo, der i 1292 kom tilbage fra Kina efter 17 års ophold ved Kublai Khans hof, og udgav sine farverige og utrolige rejsebeskrivelser. I de følgende århundreder gik det op og ned med Venedigs økonomiske og politiske position – fra slutningen af det 15. årh. mest nedad. Men på trods af de politisk-militære nederlag går det kun en vej for kulturlivet: Fremad. Venedig udvikler sig til et kulturcentrum for arkitektur, musik, teater og ikke mindst med det berømte karneval i fokus.
Øverst i det politiske hierarki sad hertugen, kaldet Dogen. Han beboede Dogepaladset, som ligger ud til den berømte Markuspladsen og Kanal Grande. Paladset var også byens retssal. Når de dømte skulle føres til fængslet, skete det via Sukkenes Bro, Ponte dei Sospiri, som enhver kender, der har været på sightseeing i Venedig.
Det begyndte med en militærsejr
Det begyndte med fejringen af den venetianske republiks militære sejr i 1162 over patriarken af Aquileia nær Venedig. Det skulle fejres! Og for at ære sejren samledes byens indbyggere på Markuspladsen. Folk begyndte at danse og more sig. Det gjorde de med den største fornøjelse frem til slutningen af det 18 årh. Dog med visse afbrydelser i løbet et år, herunder hvornår man måtte bære masker.
Efterhånden blev det reguleret i lovgivningen, hvornår det var tilladt at bære masker og dermed skjule ens identitet.
- I perioden mellem sankt Stefans dag, den 26 december til slutningen af karneval sæsonen, som er dagen efter Fastelavns mandag (den er forskydelig, men i februar eller marts)
- Kristi Himmelfart
- Fra den 5. Oktober til jul.
Så det var en betydelig del af et år, hvor venetianerne kunne kaste sig ud i maskeradernes fornøjeligheder, hvis de også skulle foretage sig noget produktivt. Men der var andre begrænsninger for selve karnevallet.
I konfrontation med religionen
For katolicismen og paven var karnevallet og maskerne en afskyelighed. Mennesker var blevet brændt levende for mindre, hvis de udfordrede religionen.
Udfoldelserne i Venedig lå i princippet i direkte konfrontation med katolicismen og dets moralkodeks; De syv Dødssyndere. Her var bl.a. fråseri, utugt og misundelse betydningsfulde. Disse lod karnevallet larmende hånt om, selv om Venedig var katlosk. Karnevallet blev derfor også et omdrejningspunkt for det konfliktfyldte forhold mellem pavestolen i Rom og Venedig.
Forstillelse. De løsslupne og selveksponerende karneval lå som Venedig iøvrigt i direkte konfrontationm med katolismen og Paven.
Som fænomen er karnevallet – altså det at iføre sig masker, forstille sig og gøre sig ukendelig – både af ældre dato end middelalderen og mere geografisk udbredte end til Venedig. Pavestolen i Rom betragtede hele halløjet omkring karnevalet, som en afskyelig hedensk tradition, der dog desværre var ustoppelig. Det var en tradition, der vendte op og ned på den sociale orden og de etablerede kulturelle normer og begrænsninger. Den folkelige kultur fik overtaget. Den sociale og kulturelle ventil blev åbnet.
Det skal ses i sammenhæng med, at Venedig på den ene side var umådelig rigt, på den anden side, at rigdommen var drevet af handelsfolk, der var sømænd og rejste til fjerne lande, som Marco Polo gjorde. Vigtig for forståelsen er også, at Venedig var en bystat, med det formål at organisere og beskytte købmændene og deres interesser. Og hvis deres kollektive ønske var at feste, ja så blev der fest og umådeholdenhed. Så måtte Paven finde sig i det.
Selv om den ugudelige umådeholdenhed i Venedig var en vederstyggelighed for paven, var det klart, at den havde sine veldefinerede begrænsninger. Det begyndte og sluttede på fastlagte tidspunkter i løbet af et år. Derefter vendte alt tilbage til det gamle. Den sociale sikkerhedsventil lukkede igen. Intet var ændret.
Dette fortsatte indtil Napoleon satte en stopper for løjerne i november 1797, under indtryk af, at de umådeholdende festligheder kunne blive vendt imod hans militære besættelse af Venedig og dets efterhånden vidtstrakte territorium. De rester, der måtte være tilbage af karnevallet, blev senere endelígt forbudt af Mussolini. Forbuddet varede indtil 1979, hvor det blev reintroduceret i den form, vi kender i dag.
Carnevale di Venezia, karneval i Venedig, er hovedbegivenheden og varer ca. 17 dage i løbet af februar. Men hvor karnevallet som sådan er en open air begivenhed gennem det indre Venedig, er der masser af maskerade-fester der har forskellige temaer. Til maskeradeballerne er knyttet forskellige dress codes, som skal overholds. Man kan tilmelde sig et eller flere af disse fester, men man skal være ude i rigtig god tid. Man kan naturligvis altid vandre rundt i Venice – og uden at adlyde nogen dress code.
Maaskerne
Gennem historien er der udviklet mange typer masker. Nogle tager udgangspunkt i betydningsfulde begivenheder, andre i datidens kendte personer eller i vaner og traditioner.
De forskellige masker udtrykker vidt forskellige tilstande og følelser. Fra masker, der signalerer skønhed og måske endda inviterer til seksuelle udskejelser, til masker, der signalerer had og vrede og frygt for døden. Dem, der producerede maskerne, tilhørte et særligt laug, Mascherari. Maskerne var som regel lavet af læder eller glas og var hånddekorerede.
Her er et par eksempler:
Volto. Dette er en af de mest kendte typer blandt de moderne venetianske masker. Den ligger helt tæt ind til ansigtet og kan ikke bæres, mens man spiser eller drikker. Den bæres mest af kvinder, men der findes varianter for mænd.
Zani. Denne type halvmasker -ofte i læder – stammer fra teatret. Masken har en overdimensioneret, lang næse og kraftige øjenbryn.
En af de mere bemærkelsesværdige masker er baauta-masken. Oprindelig var den hvid og lavet til at dække hele ansigtet. Den havde en overdimensioneret næse og ingen mund og et næb-lignende udtryk. ‘Næbbet’ skulle gøre det muligt for bæreren at tale, spise og drikke uden at fjerne masken og således opretholde bærerens anonymitet. Det var ved lov obligatorisk at bære masken ved visse politiske beslutninger, hvor anonymitet var påkrævet. I princippet noget lig hemmelige afstemninger, som vi kender dem, men nok ikke særligt effektive. Masken måtte i øvrigt kun bæres af medlemmer af borger-standen.
Colombina er en ’halv-maske’ der kun dækker bærerens øverste del af ansigtet. Den er dekoreret med guld, sølv og forskellige krystaller og fjer og bæres i kontakt med ansigtet med en lille stav eller bånd. Historisk er udgangspunktet i personerne i Dantes, den Guddommelige Komedie.
Pest-doktoren. Denne bizarre maske hænger uløseligt sammen med den sene middelalders Venedig, hvor pesten, der blev importeret østen via skibene, hærgede.
Maskeen blev udviklet af en fansk læge for netop at begrænse pestens smittefarer, noget lig moderne tiders corona-masker. I sit historiske udgangspunkt har den ikke noget at gøre med karnevalsmasker. Det lange ’næb’ skulle muliggøre indsættelse af blomster eller krydderier, som kunne holde den ildelugtende oduer fra pesten væk.
‘Overurisme‘
Overturisme! Det er det internationale begreb der beskriver tilstanden i Venedig i dag. Og det bliver kun værre! Ca 20 millioner turister besøgte sidste år Venedig. På de travleste dage kommer der ca. 120.000 turister til byen, der kun huser ca. 55.000 fastboende. De fleste af turisterne holder sig til at besøge de berømte landmarks, som f.eks. Rialto Broen, Markuspladsen etc.
Turister flokkes om området ved Canal Grande i Venedig. ‘Overturisme’ er det nye, internationale begreb for fænomenet og betyder, at antallet af turister langt overstiger kapaciteten og i høj grad påvirker det miljø, turismen udspilles i.
Årsagerne til overturismen er mange og har ramt flere af de kendte steder i andre lande, feks. Barcelona, Mallorca etc. Den skyldes først og fremmest de lave priser på fly og cruise ships. Men også længden af besøgene spiller en rolle: Af de 20 millioner besøgende på et år, overnatter kun halvdelen. Mange kommer med gigantiske krydstogtskibe. På nogle dage så mange som 44.000 passagerer til byen. Nogle bliver kun nogle få timer, før de tager afsted igen. Det har konsekvenser for de lokale beboere, der føler, at deres muligheder for at leve i deres by er forringede. De gigantiske krydstogtskibe påvirker direkte bygningerne i Venedig, der for manges vedkommende er opført på pæle.
Som et værktøj til at løse problemet, har Vendig indført en turistskat på 5 euro – ca. 40 kr – for at besøge byen på dage med spidsbelastning som f.eks. weekender og heliggdage. Men turisterne strømmer stadig til i stigende grad.
Karnevallet i Venedig er således igen blevet extremt populært. Det er en tradition, der bare ikke vil lade sig begrænse og slet ikke dø.
