Dødedansen i Nørre Alslev

Frygten for døden var et vigtigt tema i middelalderens kalkmalerier. Da pesten med ufattelig kraft ramte Europa og Danmark, fik denne pandemi ikke blot stor gennemslagskraft i økonomien, men også i kulturen og i religionen. Det vidner  kirkernes kalkmalerier om, hvor frygt blev et vigtigt tema for at motivere til et gudfrygtigt liv. Det udviklede nogle ret så makabre udtryk, som man kan opleve i Nørre Alslev Kirke på Falster. Det er ’Dødedansen’ – eller ’Danse macabre’ – af Elmelundemesteren fra ca. 1475 . Det er et kalkmaleri, der også i europæisk  sammenhæng – hvortil hører bl.a. Bernt Notkes’ “Døden fra Lübeck” – er helt unik. Motivet finder stadigt nye udtryk – også i det moderne samfund: F.eks. med forfatteren Stephen King og heavy metal bandet, Iron Maiden.

Pesten rammer og Døden danser

Omkring 1350 blev Europa ramt af pesten, eller ’Den Sorte Død’, som den blevet kaldt. Datiden så den som Guds straf for at menneskene levede et syndigt liv. Man har beregnet, at omkring 40% af Europas befolkningen døde. Det antages, at det samme også var tilfældet i Danmark. Men pesten var ikke blot en ubuden gæst, der mødte op en enkelt gang: Den kom tilbage i flere bølger over de følgende 350 år. Den Sorte Død fik enorme konsekvenser på økonomien, på det religiøse liv og på kulturen. Blandt de sidste var ’dødedansen’. Denne makabre kædedans udtrykte både en personificering af døden, og en trodsig, folkelig fandenivoldskhed. Kalkmaleriet med dødedsansen blev malet af Elmelundemesteren omkring 1475 i Nørre AlslevKirke på Nordfalster.

Døden danser med alle

I et kalkmaleriet med dødedansen, der er malet på væggen lige over kirkens udgang, har dødens tjenere taget en række repræsentanter fra samfundets klasser med ud på en sidste dans. Yderst til venstre ses resterne af et dyr eller en lille person med en trompet. Den bruger han til at vække menneskene op fra deres grave til den sidste dans. Nu følger en dødning, der i hånden holder en konge med krone. Derefter kommer en biskop med sin hat – en mitra. Så følger en adelsmand med en daggert og til sidst en bonde med en møggreb.

Til Dommedag

Gennem dansen føres de til en verden hinsides denne: Til Dommedag. Der skiller Kristus synderne fra de frelste. De første kommer i Skærsilden, hvor ilden skal rense dem for deres synd, så de bliver parat til Paradis. Men dem der har begået en Dødssynd, kommer for evig tid i Helvede. Og det var næsten umuligt ikke at være skyldig i dette. Det skyldes at begrebet var så omfattende. De sidste – de frelste – kom i Paradis.

Figurerne i maleriet vises med symboler for deres klassetilhør, men for døden var de alle ens. Døden var den ultimative udligner.

Kristus på regnbueovalen

Dødedansen bliver sat i perspektiv for menigheden i form af et andet dramatisk billede, hvor netop Dommedag er motivet. Her ses den tronende Kristus, der sidder på en såkaldt mandorla, hvor han har fødderne hvilende på jordkloden og viser sine sår fra korsfæstelsen. En mandorla kaldes også for ’regnbueovalen’, d.v.s. en mandelformet strålekrone,

Ud fra Kristus’ mund udgår straffens sværd og rettens sværd og han er omgivet af disciplene. I hænderne holder disciplene de genstande, der identificerer dem, f.eks. Skt. Peter med nøglen til Himmeriget.

Med Dødedansen og Dommedag, er scenen sat for selv den mest tungnemme blandt menigheden: I skal alle dø, uanset klasse, og I skal alle dømmes! Så forbered jer!

Hvad skal ’Dødedansen’ fortælle os

Kalkmaleriet med Dødedansen skal fortælle, at for døden er alle lige. Det var måske en ringe trøst for bonden. Men for kongen, biskoppen og adelmanden kunne det være opbyggeligt at blive mindet om, at døden og ’dommens dag’ ville komme til enhver. Og der ville man muligvis blive dømt til ophold i Skærsilden eller i Helvedet. Det afhang af de syndere, man havde begået. Derfor var det altid betimeligt at gøre bod. Derved forberedte man sig på en afslutning, der gav det bedst mulige udgangspunkt for det, der skulle komme i efterlivet.

Et manipulerende kalkmaleri

Kalkmaleriet med Dødedansen er naturligvis yderst spekulativ og manipulerende: Det udnytter den angst for døden, som pesten og andre sygdomme forstærkede. Og netop på denne tid, hvor pesten hærgede, var voldsomme kalkmalerier med syndere der straffes i helvedet et ’must have’ for mange kirker.

Modsat rettede tendenser

Der var dog også eksempler på det modsatte. Her ser man f.eks. Jomfru Maria på Dommedag  der træder ind som formidleren af nåden overfor Kristus. Han formidler den derefter videre til Gud. Denne type malerier  forbindes i Danmark ofte med netop Elmelundemesteren, men var iøvrigt kendt over hele den kristne verden. Paven brød sig ikke om det, fordi det indsatte Maria som et uautoriseret led mellem Gud og Jesus.

Selvom kirken på en spekulativ måde brugte den frygt, som pesten skabte, til at styrke dens folkelige opbakning, indtog kirken også en anden rolle. for det var også kirken – og herunder specielt de forskellige ordener-, som gennem deres viden om medicin m.v.,  søgte at lindre folkets lidelser og med tiden også pestens udbredelse. Men i udgangspunktet og mange år frem, var den “Guds vilje”. Og hvad kunne man stille op af rationelle tiltag mod en sådan overmagt?

Memento mori – husk du skal dø

Dødedansen var som nævnt en allegori der udsprang af Den sorte Død, pesten. Men den var også en videre udvikling af en anden retning, der gjorde sig gældende i middelalderen. Dødedansen var således inspireret af den såkaldte memento mori tradition: ’husk du skal dø’. Det var en retning, der udviklede sig blandt europæiske kalkmalerier og var meget populær i danske kirker.

Et memento mori motiv udspiller sig med variationer over en relativt fast ’skabelon’, som f.eks. i Tuse Kirke nær Holbæk:  Tre fint klædte unge konger i et jagtselskab kommer lystigt ridende.  Jagthunde springer ivrigt rundt og den ene konge sender en jagtfalk af sted. De taler og gestikulerer og er i højt humør. Alt er fint og de har livet for sig. Måske er de så forblændede af deres lykke og den herlighed, de lever i, at de tror, at de er udødelige, eller at deres plads i Paradis er sikret. Da møder de tre dødninge, også med kongekrone på hovederne. Ud fra dødningenes øjenhuller snor benormene sig. Til de  tre levende konger siger de gennem tekstbåndene bl.a.: ’Ak, hvor stor er dog vor smerte’ og ’Sådan som vi er, skal I blive’ og sluttelig ’Vi har engang været som I er.’

Advare mod at begå dødssynd

Denne type kalkmaleri skulle advare mod de syndige følger af bl.a. forfængelighed og hovmod. Det var dødssyndere og gav derfor direkte adgang til fortabelse i Helvedet. Som en videre udvikling af memento mori understreger dødedansen, at vi alle er lige overfor Døden og på dommens dag.

Dødedansen – en europæisk tradition

Motivet med Dødedansen var populært i middelalderen. I Danmark finder vi foruden i Nørre Alslev rester af lignende motiver i Egtved Kirke og i Jungshoved kirke. Men ude i Europa blev der lavet nogle meget store værker. Et af de mest markante blev udført i Lübeck. Det var det 30 meter lange og 2 meter høje Dødedans-maleri med knap 50 personer i Mariekirken. Dette maleri fik tilnavnet:  ’Døden fra Lübeck’. Det blev malet af Bernt Notke i 1463 , men eksisterer desværre ikke mere, da det blev ødelagt under et allieret luftangreb i 1942.  Derimod findes et fint fragment af Bernt Notkes kalkmaleriværk som oliemaleri på kanvas i Tallin i Estland. Det menes at være meget tæt på at udgøre en kopi af det oprindelige kalkmaleri fra Lübeck.

Bernt Notkes var i øvrigt også kendt i Danmark for sine altertavler i Århus Domkirke og muligvis i Stillinge Kirke nær Slagelse.

Foruden Lübeck og Tallin er der fundet Dødedans-værker som vægmalerier eller på lærred i Paris, Basel, Bern, Berlin og London. Flere eksisterer ikke mere og selv om maleriet i Nørre Alslev ikke er så stort er det – omend hårdt restaureret – blandt de bedst bevarede.

Dødedansen var også en tradition litteraturen og musikken m.m.

Dødedansen var ikke blot en tradition i malerkunsten,  men også indenfor træskærerarbejde, skulpturer,  musikken og i litteraturen, møder  vi denne tradition.  Indenfor musikken er f.ek.s ’Totentanz’ af Franz Liszt, kendt af mange og en hel del har nok lagt øren til det engelske heavy metal band, Iron Maiden, der tog emnet op i 2003. Det samme er tilfældet for det danske band, Baest, i 2018. Også indenfor litteraturen er der flere værker med Dødedansen som omdrejningspunkt, bl.a. et værk af Brødrene Grimm og Stephen King i 1981.

Facination af det makabre

Dødedansen er et religiøst motiv der er funderet i, at døden, som en allestedsnærværende mulighed, forstærker det religiøse behov for at gøre bod. Derved skal menneskene forberede sig på livets afslutning og iøvrigt at leve i henhold til kirkens bud.

Det var specielt de forskellige munkeordener, med franciskanerne i spidsen, der ved slutningen af det 13 – 14 tallet tog dødedansen op i malerier og skuespil. De forstod, hvor stærkt det visuelle virkede på mennesker.

Men dødedansen er også mere end det.

Med pesten kom der gennem senmiddelalderen i stigende grad nye motiver op i kirkernes hvælv. Det var malerier, der ikke blot skulle advare og true befolkningen til et strengt, religiøst liv. De skulle også  underholde. Det lyder modsætningsfyldt, og det var det også, men der var forskellige interesser.

Det vilde folkelige liv

Centralt i disse folkelige kalkmalerier var ofte det sjofle og seksuelle,  druk og anden løssluppenhed. De udstillede det vilde, folkelige liv og havde det tilfælles, at de alle omhandlede ’dødssyndere’, d.v.s. former for synd, der førte til langtidsstraf i Helvedet.

Sådanne malerier kan opfattes som en advarsel mod at begå synd. Men den løsslupne begejstring som de emmer af, peger på, at de også blev malet for at more menigheden, gøre den lokale kirkeledelse populære og for at få folk i kirken. De taler sig ind i en tid,  karakterriseret af en nærmest fandenivoldsk løssluppenhed, hvor det farlige og det forbudte fascinerede og tiltrak.

Dødedansen – en tradition med flere betydninger

Derfor ligger der flere mulige betydninger i kalkmaleriet med Dødedansen: Der er den religiøse memento mori, ’husk du skal dø’, betydningen, som opfordre til et syndfrit liv og forberedende bodshandlinger.

Der er også den betydning der ligger i, at maleriet skal tale sig ind i bondens frustrationer over sit liv i det hårdt opdelte klassesamfund og vække følelsen: I kan bare vente jer, om de højere klasser, der skal samme skrækkelige vej, som de selv nok havde i vente.

Lave sjov med døden

Endeligt kommer det folkelige, det dumdristigt og rebelske og den formastelige fantasi om, at have sjov med døden og det dragende i det makabre.  Det vilde liv med druk og hor, som middelalderens kalkmalerierne mange steder vidner om fandt sted, kunne pege på, at en leg med dødsforagt og de deraf følgende farer for straf i efterlivet, ikke er usandsynlige.

Måske vil kalkmaleriet om Dødedansen netop sammenfatte dem alle for gennem fascinationen at tiltrække sig opmærksomheden om døden, helvedet og kirkens nødvendighed.

Alle billeder i denne artikel er fra forfatterens bog: “De malede fanden løs”, der omhandler kalkmalerier i 36 østdanske kirker.

Slideshow fra Nørre Alslev Kirke

Nedenfor kan du se en kort billedserie fra Nørre Alslev Kirke med fotos af de øvrige kalkmalerier, som man kan opleve i kirken. Den er et besøg værd!